Mens hele verdens opmærksomhed er rettet mod OL i Kina sætter et asiatisk TV-selskab fokus på indretning og design af Hjørring Bibliotek. TV-selskabet Threesixzero fra Singapore filmer hele dagen den 20. august 2008 på Hjørring Bibliotek.
Det er det hidtil mest vidtgående og spændende eksempel på den store interesse, som den særlige indretning af Hjørring Bibliotek har vakt både i Danmark og i resten af Europa, og nu altså også i Asien. Indtil nu har der i løbet af de første 4 måneder været en meget stor national interesse fra fagfæller og andre interesserede. Desuden har der været godt 200 internationale gæster på besøg på Hjørring Bibliotek - foruden et markant stigende antal daglige besøgende brugere.
TV-folkene fra Singapore er absolut dem, der kommer længst væk fra. TV-selskabet Threesixzero producerer udsendelser til store TV-netværk i Asien med flere end 100 millioner potentielle seere samt til internationale kanaler som National Geographic og Discovery.
TV-selskabet Threesixzero er i gang at producere en serie programmer med fællestitlen "Design A-Z". Programmet vil vise design fra hele verden og optages primært i storbyer rundt omkring i verden.
Hver udsendelse indeholder afsnit fra forskellige designere med indslag på 3x8 minutter og med ét emne i hvert afsnit. F.eks. A for Airbus, B for Bicycle, og i rækken af bogstaver er producenten kommet til L for Library. Her er Hjørring Biblioteks design udvalgt, som det formmæssige unikke eksempel på biblioteks indretning.
Threesixzero producerer programmer som spænder fra sociale dokumentationsprogrammer over rejseprogrammer til litteratur, kunst, design og mad. Du kan finde yderligere oplysninger om TV-selskabet på http://www.threesixzero.tv/index.html
Det er Hjørring Biblioteks indretnings- og designfirma ”Bosch & Fjord”, som har skabt kontakten til TV-produktionsselskabet "Threesixzero".
Tv-optagelserne starter om formiddagen den 20. august på Hjørring Bibliotek. Foruden produktionsholdet fra Singapore, vil indretningsarkitekterne Rune Fjord og Rosan Bosch også være til stede på biblioteket.